Handels- og leveringsbetingelser
For SoMe abonnement
WISUEL.dk - WIFO ApS
CVR-nummer: 37110523
Troldehøjvej 9
Fensmark
1. Generelt
1.1. Disse handels- og leveringsbetingelser er gældende i enhver sammenhæng, hvor Wisuel ApS (herefter “Wisuel”) leverer ydelser til Kunden, medmindre der i forbindelse med parternes aftale udtrykkeligt er indgået en skriftlig aftale, som helt eller delvist fraviger disse betingelser, og hvor det udtrykkeligt er angivet, at der fraviges fra Wisuels handels- og leveringsbetingelser.
1.2. Kundens eventuelle standardvilkår eller særlige betingelser anses ikke for vedtaget, medmindre Wisuel skriftligt har accepteret disse.
1.3. Enhver aftale mellem parterne skal være skriftlig for at være bindende.
1.4. Disse handels- og leveringsbetingelser udgør det samlede aftalegrundlag mellem parterne, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt skriftligt.
2. Ydelsen
2.1. Wisuel leverer digitale markedsføringsydelser, herunder udvikling og publicering af indhold på sociale medier (SoMe), herunder eksempelvis Facebook, Instagram og LinkedIn.
2.2. Grundpakken omfatter produktion og publicering af et (1) opslag pr. uge på to (2) digitale platforme.
2.3. Kunden kan tilkøbe yderligere ydelser i henhold til Wisuels til enhver tid gældende prisliste, herunder bl.a. yderligere opslag, yderligere platforme, video- og droneoptagelser, stillbilleder, øvrige markedsføringsydelser.
2.4. Alt arbejde, der ligger ud over den aftalte pakke, afregnes efter medgået tid i henhold til Wisuels gældende prisliste.
2.5. Alle tilbud fra Wisuel anses for at udgøre en opfordring til Kunden om at afgive tilbud ved bestilling. Wisuel er først bundet af en aftale, når Wisuel har afgivet skriftlig accept.
2.6. Kunden kan ikke kræve ændringer i en aftale eller bestilling, medmindre Wisuel skriftligt har accepteret sådanne ændringer.
2.7. Wisuel er berettiget til at justere tilrettelæggelsen af ydelsen, så længe dette ikke væsentligt forringer ydelsen for Kunden.
2.8. Wisuel er berettiget til midlertidigt at omlægge leveringen af ydelser, herunder reducere antallet af opslag i en periode og tilsvarende levere flere opslag i efterfølgende perioder, såfremt dette skyldes forhold relateret til Wisuels arbejdskapacitet, herunder sygdom. Kunden orienteres uden ugrundet ophold om en sådan omlægning. Den samlede ydelse anses for leveret, når det aftalte antal opslag er leveret over en periode på op til tre (3) måneder. Såfremt Wisuel ikke inden for denne periode har leveret det samlede aftalte antal opslag, er Kundens eneste misligholdelsesbeføjelse et forholdsmæssigt afslag. Kunden kan således ikke gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende, herunder ophævelse eller erstatning.
3. Godkendelsesproces
3.1. Alt materiale, herunder tekst, billeder og øvrigt indhold, fremsendes til Kunden til godkendelse, inden publicering.
3.2. Kunden har ret til op til to (2) korrekturgange pr. opslag.
3.3. Yderligere ændringer ud over de to korrekturgange faktureres efter medgået tid i henhold til Wisuels prisliste.
3.4. Wisuel er ikke ansvarlig for fejl, mangler eller konsekvenser af indhold, som Kunden har godkendt.
3.5. Ydelsen anses for leveret ved fremsendelse til godkendelse eller ved publicering, afhængigt af hvad der sker først.
3.6. Såfremt Kunden ikke fremkommer med bemærkninger inden for rimelig tid efter fremsendelse til godkendelse, anses materialet for godkendt.
3.7. Såfremt Kunden afviser materiale uden saglig begrundelse, eller fremsætter ændringsønsker ud over de aftalte korrekturgange, anses ydelsen for leveret, og yderligere arbejde faktureres efter medgået tid.
4. Opstart
4.1. Ved opstart betaler Kunden et opstartsgebyr, som dækker markedsføringsanalyse, indledende møde, gennemgang af materiale, opsætning og planlægning.
4.2. Opstartsgebyret faktureres særskilt ved aftalens indgåelse.
5. Priser og betaling
5.1. Grundpakken koster kr. 3.500 ekskl. moms pr. måned.
5.2. Ydelser afregnes forud for tre (3) måneder ad gangen.
5.3. Ved opstart faktureres løbende måned samt tre (3) måneder forud.
5.4. Fakturaer forfalder til betaling netto 8 dage fra fakturadato.
5.5. Ved forsinket betaling påløber renter med 1,5 % pr. påbegyndt måned.
5.6. Wisuel er berettiget til at standse leveringen ved manglende betaling.
5.7. Kunden er ikke berettiget til at modregne med eventuelle modkrav mod Wisuel.
5.8. Wisuel er berettiget til at regulere priser med 30 dages varsel.
5.9. Wisuel er berettiget til at opkræve rykkergebyrer og inddrive fordringer i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder at kræve omkostninger ved inddrivelse dækket af Kunden.
6. Aftalens varighed og opsigelse
6.1. Aftalen løber, indtil den opsiges af en af parterne.
6.2. Opsigelse skal ske skriftligt med et varsel på løbende måned + tre (3) måneder.
6.3. Forudbetalte ydelser refunderes ikke.
6.4. Wisuel er berettiget til at ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning ved Kundens væsentlige misligholdelse, herunder men ikke begrænset til manglende betaling.
7. Kundens forpligtelser
7.1. Kunden er forpligtet til at levere nødvendigt materiale og input rettidigt.
7.2. Forsinkelser fra Kundens side kan medføre forsinket levering uden ansvar for Wisuel.
7.3. Kunden er ansvarlig for, at alt materiale, som Kunden leverer, må anvendes, herunder i forhold til ophavsret og tredjemandsrettigheder.
7.4. Såfremt Kunden ikke rettidigt leverer materiale, feedback eller godkendelse, er Wisuel berettiget til at fakturere som aftalt, uanset om ydelsen helt eller delvist ikke kan leveres som følge heraf.
8. Ansvar og ansvarsbegrænsning
8.1. Wisuel er alene ansvarlig for direkte tab og ikke for indirekte tab, herunder driftstab, avancetab eller tabt goodwill.
8.2. Wisuels ansvar kan i intet tilfælde overstige det beløb, Kunden har betalt for de seneste tre (3) måneders ydelser.
8.3. Wisuel påtager sig ingen garanti for resultater af markedsføringsindsatsen, herunder men ikke begrænset til salg, leads, trafik, konverteringer eller rækkevidde.
8.4. Kunden skal reklamere over eventuelle mangler ved ydelsen straks efter, at Kunden er eller burde være blevet bekendt med manglen.
8.5. Såfremt Kunden ikke har reklameret senest 7 dage efter levering/publicering af det pågældende indhold, fortaber Kunden retten til at gøre manglen gældende.
8.6. Wisuel er ikke ansvarlig for forhold relateret til tredjepartsplatforme, herunder ændringer i algoritmer, nedlukning af konti, tekniske fejl eller andre forhold, som ligger uden for Wisuels kontrol.
9. Force majeure
9.1. Wisuel er ikke ansvarlig for manglende opfyldelse som følge af forhold uden for Wisuels kontrol, herunder men ikke begrænset til nedbrud hos tredjepartsplatforme, systemfejl, strejker, pandemier eller lignende.
10. Rettigheder
10.1. Alle immaterielle rettigheder til det af Wisuel udarbejdede materiale, herunder tekst, billeder, video og øvrigt indhold, tilhører Wisuel, medmindre andet skriftligt er aftalt.
10.2. Kunden opnår en brugsret til materialet i aftaleperioden.
10.3. Kunden er ikke berettiget til at anvende materialet efter aftalens ophør uden Wisuels forudgående skriftlige samtykke.
10.4. Wisuel er berettiget til frit at genanvende og genbruge det producerede materiale, herunder til markedsføring og referencebrug.
11. Lovvalg og værneting
11.1. Enhver tvist afgøres efter dansk ret.
11.2. Tvister skal anlægges ved Wisuels hjemting.